Udtag af poreluft
I forbindelse med forureningsundersøgelser er det typisk et krav fra myndighederne, at der måles for flygtige stoffer, der kan udgøre en risiko overfor indeklimaet. Dette skal ofte gøres ved hjælp af poreluftmålinger.
Ved en risikovurdering overfor indeklimaet i en kommende eller eksisterende bygning er metoden med udtag og analyse af poreluft både effektiv og skånsom.
Metoden går i alt sin enkelthed ud på, at man pumper poreluften op fra det område, man mistænker for at være forurenet med flygtige stoffer. Luften pumpes gennem et kulrør, der opfanger de flygtige stoffer, så det efterfølgende kan analyseres på laboratoriet. Hastigheden af flow og mængden af luft, der føres gennem kulrøret, er afgørende for hvilke flygtige stoffer, der kan detekteres.
Poreluftundersøgelser giver et klart og direkte billede af afdampningen til et kommende eller eksisterende indeklima. Metoden kan både benyttes i forbindelse med afklaring af afdampning til et kommende byggeri og til at vurdere en indeklimarisiko i en eksisterende bygning.
Hvis der er tale om et nybyggeri på en forurenet grund, er der ofte krav om poreluftudtag under kommende gulv. Dette gøres ved at banke et spyd ned i jorden til en passende dybde. Poreluften suges derefter op gennem spyddet og føres gennem kulrøret.
Hvis poreluftundersøgelsen skal udføres under et allerede eksisterende gulv, kan der bores et hul på ca. 2,5 cm i diameter, hvor spyddet kan føres igennem. Dette er en forholdsvis skånsom måde at undersøge, hvad der foregår under gulvet.
Metoden benyttes ofte ved mistanke om flygtige oliestoffer, BTEX, chlorerede opløsningsmidler og nedbrydningsprodukter, men mange andre flygtige forureningskomponenter kan undersøges.
Analyser og prøvetagning af poreluft varierer med forskellige forurenings komponenter. Det er derfor oftest en fordel at kombinere poreluftundersøgelserne med en historisk gennemgang. Ofte kan prøverne også med fordel kombineres med vandprøver og jordprøver for at afklare en forurenings styrke og omfang.
Hvad kan vi tilbyde?
-
Vi kan planlægge og målrette en poreluftundersøgelse på baggrund af de aktuelle forureningskilder så den følger myndighedernes krav og anvisninger.
-
Vi kan udtage poreluftprøver og sørge for, at de bliver analyseret for de rette komponenter i forhold til den enkelte forureningssag.
-
Vi kan udarbejde risikovurderinger i forhold til indeklimaet og komme med forslag til eventuelle påkrævede afværgeforanstaltninger.