Risikovurdering af byggematerialer m.m.

Det kan være farligt og dyrt at opdage forurenede materialer når en bygning skal nedrives. I 2013 blev det i Affaldsbekendtgørelsen et lovpligtigt krav at foretage en risikovurdering af byggematerialers indhold af miljøfarlige stoffer inden ombygning eller nedrivning af bygninger. Hvis bygningen er opført eller ombygget i en periode, hvor der kan være anvendt miljøfarlige stoffer vil det være nødvendigt at udtage prøver som undersøges for indhold af de mistænkte stoffer som asbest, PCB, tungmetaller og chlorparaffiner.

Franck Miljø- og Geoteknik hjælper med at udføre en bygningsundersøgelse, som er tilpasset til den opgave I står overfor. Det anbefales at igangsætte undersøgelsen i god tid, for at få et tidligt indblik i økonomien forbundet med nedrivning eller ombygning.

Fremgangsmåde

Risikovurderingen udføres indledningsvist ved at gennemgå bygningens alder og historik, og dermed vurdere risiko for miljøfremmede stoffer baseret på stoffernes anvendelsesperiode. Herefter prøvetager vi med stikprøver i de materialer, der kan være problematiske.

I screeningen undersøges for byggematerialernes indhold af tungmetaller, asbest samt PCB og/eller chlorparaffiner.

Herefter udarbejdes en rapport med resultater af de analyser, som sammenstilles med de gældende grænseværdier for de enkelte stoffer. Det fremgår hvorvidt de prøvetagede bygningsdele skal håndteres som rene, forurenede eller farligt affald. Prøvetagningen angives på en plan, således at det er nemt at genfinde prøvestederne.